Fondens stifter

Den gamle traver

Hans Nielsen

Erhvervelse af en væddeløbshest af ædelt blod kan sjældent eller aldrig henføres under begrebet im-pulskøb. Hverken i prestigemæssig eller økonomisk henseende er der råd til fejldispositioner. Det understreger betydningen af at alliere sig med den fornødne ekspertise. Af samme grund følte potentielle købere sig mere trygge ved situationen, når der blev sendt bud efter Hans Nielsen.

Ved en given lejlighed anbefalede den sagkyndige gårdejer fra Skejby en dressurhest, som ifølge flere udsagn »ikke ville noget«. Det sidste skulle vise sig at være en forfejlet udlægning. Den pågældende hest kom senere til Schweiz, hvor den til stadighed hævdede sig i internationale konkurrencer.

Der kan refereres til andre eksempler på, at Hans Nielsens veludviklede instinkt for at se muligheder i travere, som på det nærmeste var afskrevet, er slået igennem. Et langt livs omgang med heste fornægtede sig ikke. Og vel at mærke et liv, hvor et usvækket engagement altid overskyggede det økonomiske. I en tid hvor det kommercielle efterhånden dominerede alle former for sport, fremstod Hans Nielsen som »den sidste amatør«. Med heste som det faste element i tilværelsen. At det forholdt sig sådan, dokumenteres af beslutningen om at oprette »Gårdejer Hans Nielsens Fond«.

Vestergaard

Omgangen med heste kan føres tilbage til i begyndelsen af 20'erne, da han kom til Vestergaard i Skejby som adoptivbarn. Her handlede stedfaderen med heste sideløbende med landbruget. På den tid udgjorde kraftige arbejdsheste en uundværlig trækkraft i markarbejdet - og hermed var de første relationer etableret. At heste også kunne udfolde sig i sportslig sammenhæng, fik plejesønnen på Vestergaard først blik for på et senere tidspunkt.

Interessen for det miljø, der udfoldede sig omkring Jydsk Væddeløbsbane i den anden ende af byen, opstod i 50'erne. Under de følgende års hyppige besøg på banen udviklede Hans Nielsen en anerkendt evne til at se muligheder i heste, som andre havde problemer med. Købet af Peter M var samtidig medvirkende til, at Hans Nielsen i en moden alder selv satte sig op i sulkyen og hjemførte et amatørchampionat. Senere førte han Peter M frem til yderligere syv sejre. En anden hest med succes var Fjante, der sammen med Lykkeper hørte til Karensdals afkom, og som løb en halv snes sejre hjem. Mange hesteejere havde bud efter Hans Nielsen. Det blev til en respekteret karriere på væddeløbsbanen, inden han i begyndelsen af 80'erne kørte sit sidste løb.

Hans Nielsens omgangskreds kendte ham som et hjælpsomt og omgængeligt menneske. Men i to henseender var han ret kompromisløs. Selv i de perioder, hvor han færdedes mest i staldene, foranledigede det ham aldrig til at udnytte sin viden i totalisatoren. Hertil kan føjes konkurrenters udsagn om, at med Hans Nielsen i sulkyen var et løb altid sikret en korrekt sportslig afvikling.

Til billedet af hestesportsentusiasten fra Vejlby hører, at man ikke skulle tale galop med ham. Her ophørte tolerancen!

Naturens lov

Avlsarbejdet på Vestergaard har haft en naturlig sammenhæng med den øvrige hesteinteresse. Alligevel var det vigtigt for Hans Nielsen at understrege, at Vestergaard aldrig var et stutteri. Samtidig med at avlsarbejdet fortsat fascinerede ham, gav et halvt århundredes erfaringer Hans Nielsen et ydmygt forhold til gener. I den branche veksler glæder med skuffelser, og han skrev gerne under på det velkendte forhold, at forældre med fornemme egenskaber ikke rummer garanti for et perfekt afkom. Selv når summen af alle erfaringer suppleres med den højeste videnskab, lader resultaterne of-te noget tilbage at ønske. Naturen har sin egen lov. Til gengæld er udfordringen til at fa øje på. Avlsarbejde forudsætter samme grad af tålmodighed, som når det drejer sig om at mobilisere de bedste egenskaber i en hest. Hans Nielsen havde ikke nogen færdig opskrift at videregive, men fremhævede betydningen af, at »bentøjet« er i orden, når værdifulde arveanlæg skal fastholdes.

Penge har aldrig været drivkraften i det, som optog Hans Nielsen. Men da Århus Kommune købte barndomshjemmet Vestergaard for blandt andet at sikre til- og frakørslen til den nye motorvej nordpå, fik Hans Nielsen midler til at etablere den fond, som bærer hans navn. Han blev dog boende på Vestergaard til sin død den 9. marts 1993. Derfor kunne man fortsat se gårdens tidligere ejer i selskab med et par heste, som også nød deres otium. Det gav samtidig Hans Nielsen kontakt til de unge mennesker, der delte hans interesse, og som han befandt sig godt i selskab med.

Ingen bør tage fejl af, at der bag Hans Nielsen tilbageholdende væremåde fandtes et varmt menneske. Som en af dem| der stod ham nærmest, har udtrykt det: - Et venskab med Hans Nielsen er et venskab for livet.